Chokorug

Oprettet 14-04-2021 10:04:30 af Anne / Kategori: Opskrifter

Chokorug

Vi elsker de lækre spøde og søde rugbrødsstykker med chokolade, som vi alle kender fra bageren som chokorug. Vi har i flere uger forsøgt at ramme en opskrift der var både nem at lave og som smagte virkelig godt. Dette er vi nu endelig kommet i hus med og vi har glædet os til at dele den med jer. 

For at bage disse chokorug skal du bl.a. bruge følgende: 

- 1 dl rugsurdej (bageklar)
- 2½ dl vand (stuetemperatur)
- 100 g rugmel
- 110 g hvedemel

Vand og surdej kommes i en skål. Rugmel og hvedemel tilsættes og der røres rundt. Nu skal du tage ca. 1 dl af denne blanding fra til en ny surdej, som du så kan bage med igen i næste uge hvor du sikkert skal bage chokorug igen:o) Den 1 dl nye surdej kommes i et tætlukket glas og sættes på køl i køleskabet. Efter 6-7 dage er surdejen klar til at blive brugt igen. 

Herefter tilsættes følgende til din blanding med surdej, vand, rugmel og hvedemel:

- 120 g skårne rugkerner
- ½ spsk. salt
- ½ dl vand
- ½ tsk. kulør
- 1 spsk sirup
- 150 g 70% chokolade (vi har brugt denne fra Callebaut)


Ovenstående røres sammen og du har nu en færdig dej til dine chokorug. 
Dejen fordeles nu i 12 forme. Vi bruger denne muffinform. Drys hakkede mandler i bunden og på toppen af chokorugene. Vi har forsøgt os med almindelige papirforme, hvilket ikke fungerede, da chokorugene ikke kunne komme ud af den form. Alu forme der smøres med olie kan også bruges. Men det letteste er helt sikkert at bruge en non-stick form. 

Når dejen er fordelt i formene, sættes den til hævning på køkkenbordet i 10-12 timer. 
Dejen er meget taknemmelig at arbejde med i forhold til hævetid og kulde/varme. Så hvis du f.eks. gerne vil bage dine chokorug om morgenen, men ikke har tid til at røre dejen sammen om aftenen, kan du fint røre dejen sammen om eftermiddagen og så stille den på køl. Om aftenen kan du så bare tage dem ud og stille dem til hævning på køkkenbordet. 

Når chokorugene skal bages, sættes de i en kold ovn på en bageplade i ovnens nederste rille. Tænd ovnen på 200 grader almindelig varme og bag dem i 30 minutter. 

Så snart de kommer ud af ovnen tages de ud af formene og afkøles på en rist. 

Velbekomme:o)


Ps: i denne bagte udgave har vi glemt mandlerne, og de kan sagtens spises uden. Men jeg ELSKER mandler, så de kommer på næste gang!



Skriv en kommentar

Opret kommentar

Seneste indlæg

Sådan laver du chokolate bombs!
Sådan laver du chokolate bombs!
Oprettet 17-11-2021 13:37:31
sådan temperer du chokolade i microovn!
sådan temperer du chokolade i microovn!
Oprettet 16-11-2021 22:02:37
Dinosaur kage med drip
Dinosaur kage med drip
Oprettet 03-11-2021 13:53:58